Black Diamond Icon pandelampe

Som mange nok ved har jeg den holdning at en god pandelampe er vigtig, men at der på samme tid er en tendens blandt mange trailløbere til bruge flere penge på en pandelampe end et godt løb i udlandet koster :)

Når folk er ude og købe pandelamper til flere tusinde kroner – med ekstra batterier der også koster en bondegård – for at løbe på stier, syntes jeg lige man bør overveje prioriteterne en gang. Når der står en lampe er lave til løb orienteringsløb om natten er det nok et hint om det er overkill til at følge en sti.

Når det er ude af vejen, så mener jeg at Led Lenser pandelamperne har en fornuftig pris og fint har opfyldt mine krav. Jeg har løbet rigtigt meget – både løb og træning – med både H7 og H14 modellerne, men det skal jo ikke afholde mig fra at prøve andre lamper.

Så da jeg fik tilbudt en Black Diamond Icon til en rigtigt god pris slog jeg til. Pandelampen kan i det store hele sammenlignes med H14, da begge giver ca. 200 lumens lys, bruger 4 x AA batterier der sidder i en boks på baghovedet, men det så ud til at Icon’en var bedre på et vigtigt punkt: H14’erens akilleshæl har for mig altid været batteriskift. Det her at man skal vride et stykke gummi til siden, for derefter at skulle vrikke 4 batterier ud – huske hvilken vej de nye skal vende – og så slutte af med at vride gummiet tilbage.

En ting er at gøre det hjemme på køkkenbordet inden løbeturen starter, noget andet er at gøre det lang ude i bjergene på en overskyet nat i Irland med stive kolde fingre som jeg har prøvet. Icon lampen bruger, ligesom H14, 4 x AA batterier, men de er placeret bag et lille dæksel der nemt åbnes ved at dreje en lille bøjle og så er batterierne lige til at hælde ud – dog skal man også her huske at hvert andet skal vendes om. Så er det bare at dreje bøjlen igen og man er klar til at løbe videre.

Og hele lampen er vandtæt (IPX-7, der betyder op til 30 min under 1 meter vand, hvilket er en del mere end jeg kan holde til :)) sammenlignet med Led Lenser der beskriver deres som vandafvisende. Det skal dog siges at jeg har løbet med både H7 og H14 i regnvejr uden problemer.

Lampen er en smule mindre en H14’eren, men det er småting, og lyset er stort set det samme. Icon’en rækker nok lidt kortere, men omvendt så har den ikke de ”ringe” i midten som kan være lidt irriterende på H14’eren. På Icon kan man også nemt skifte fra ”hovedlyset” til to små dioder når man fx kommer ud på en vej/stor sti – så kan man spare en del på batterierne. De to dioder kan også lyse med rødt, men det er nu ikke noget jeg har benyttet mig af.

Så Icon’en er gået hen og blevet min standard pandelampe – både til træning og løb. Alt efter hvor langt ud i naturen jeg skal, så ryger der enten en H7 eller Petzl e-lite med som reservelampe i rygsækken.

Jeg har ikke set pandelampen til salg i Danmark endnu til private, men kan findes fx i Tyske web-butikker og prisen lægger tæt på den for en Led Lenser.

Det tog så ikke lang tid for Claus Bech at påpege at lampen kan købes her i Danmark, fx hos friluftslageret, tak for det

Og for dem der tænker ja, det er meget fint, men kan man løbe hurtigt med den? Liz Hawker løb UTMB med den i år, så når du løber fra hende kan du sikkert også få en sponsoraftale med en producent af pandelamper og få en af de helt store lamper :)

Tilmelding til 10 Peaks 2013 åbner snart

Jeg løb løbet i år (beretning her), og jeg kan kun anbefale det hvis du gerne vil ud og opleve storslået natur og udfordrende terræn.

Og ud over at få Clif Bar som ny hovedsponsor arbejder de også videre med at forbedre løbet. I år er der to nye tiltag:

  • “Kort rute” hvor man stadig skal op på 10 toppe, men ikke alle de 10 højeste som i det “rigtige”, hvor der også er godt med højdemeter (ca. 6000 – og man skal så lige tage i betragtning at der på de 73 km også mere eller mindre er et fladt ½ marathon under vejs), og ruten skulle blive omkring 50 km. Ruten ligger ikke fast endnu, men jeg er ret sikker på undgår den værste stigning over til Scarfell. Den sidste dato jeg så for løbet var 13/7.
  • Nye løb i Brecon Beacons i Wales. På sammen måde som i Lake District bliver der tage om to distancer. Desværre ligger dette løb næste år d. 7/9 hvilket er for tæt på UTMB til jeg kan deltage – men det er helt sikkert et løb jeg skal løbe, og det er uden tvivl et hårdere løb en løbet i Lake District – ikke mindst mht terænnet. Men hvem kan sige nej til et løb i området hvor SAS laver en del af deres udvælgelser? Det er da ren BS :)
De lange distancer giver også UTMB point hvis du er på jagt efter den slags.

Læs mere om løbet og tilmelding her på den nye hjemmeside, og arrangøren er også meget flink til at komme med opdatering og besvare spørgsmål på Facebook.

Og det siger sig selv at jeg også gerne svarer på spørgsmål, giver gode råd og fortæller røverhistorier om løbet…

Test af TrailRoc 255

Som mange andre gik jeg også længe og ventede spændt på at den nye serie sko skulle komme fra Inov-8.

Det er nok de fleste bekendt at jeg er virkeligglad for Inov-8′s trailsko – ofte er det bare lidt som at tage kampvognen ned til bageren efter morgenbrød, når man løber i dem her i Danmark: Udstyret skal nok løse opgaven, men der må være noget som passer bedre til opgaven.

Når vi snakker kampvogne, eller toppen af poppen, så har Knut skaffet mig et par af de nye Roclite 243 der kommer næste år. Det er den nye udgave af min favoritsko Roclite 285. Jeg har løbet alle mine længere trailløb i år i Roclite 285, og lad mig allerede nu sige at jeg også er glad for den nye udgave. Der skal nok komme mere om dem senere.

TrailRoc findes i tre forskellige udgaver: 235, 245 og 255. Forskellen på dem – ud over farverne (gul, blå og sort), er hvor meget drop de har (henholdsvis 0, 4 og 7 mm) og hvor meget ekstra beskyttelse der er på snuden af skoene.

Trailroc 235, 245 og 255

Mange andre producenter laver forskellige variationer over “door to trail” sko og jeg har løbet i flere af dem fra North Face og Adidas – men jeg var spændt på hvordan Inov-8′s nye sko var sammenlignet med disse, da Inov-8 sko altid har været super i ”sjovt terræn” men ikke altid samme fornøjelse på asfalten eller hårde stier på vej ud til det sjove.

Og selv om jeg ikke har været ude i det vilde og voldsomme terræn i de nye sko, så er jeg imponeret over hvordan de har håndteret hvad jeg har prøvet i “lokalområdet”: asfalt, rundt i skoven og rigtigt o-løb. Selv på tværs af våde og stejle græsbakker er grebet fint – ellers typisk i denne situation de mindre aggressive såler kommer til kort, og det er kun når jeg har været rigtigt på eventyr til o-løb de er kommet lidt til kort: gennem kanten af en mose stod de ikke super godt fast, men et lidt større irritationsmoment var at de ikke var helt så hurtige til at komme af med vand/tørre. Ikke disse sko ikke håndtere dette mindst lige så godt, eller bedre, end de fleste andre sko, men fx Roclite håndtere efter min mening dette bedre.

Designet kan man sige en del om – min første tanke var at jeg var tilbage i 3. klasse og ude og købe et par nye Ecco-fodform med min mor :) Det er specielt udtalt for 245 modellen – nok primært pga. skoen er stort set ensfarvet og der er mere af en beskyttelseskant forrest på skoen. Men nu vælger jeg ikke sko ud fra designet, så det går nok.

Jeg er ikke parattil at sende mine Roclite 285 på pension endnu – men til langt de fleste løbeture og løb i Danmark vil jeg nok vælge TrailRoc. Selv til Hammer Trail – men mindre det bliver dårligt vejr, så ved jeg ikke hvor godt de står fast på klipperne.

Flere mener at mange Inov-8 sko kan være på den snævre side i bredden – men de nye TrailRoc er rigtigt bredde i det – faktisk nok lige i overkanten for mig, og jeg overvejer et par der er ½ nummer mindre. Det er specielt fortil omkring tæerne dette er udtalt.

Men for en all round trail sko, der også gerne tager stykker på asfalt og passer til det danske terræn er det en rigtig god sko, og man kan stadig mærke hvad man løber på. Min eneste bekymring er en regnfuld da på et mudret MTB spor – selv om de har fået store roses fra Moses da han løbet forkortet-mudder-UTMB i et par TrailRoc. Og ellers kan man jo bare tage et par af de mange “kampvognsmodeller” Inov-8 jo stadig laver og komme gennem stort set alt.

Og så lige det med småt for en god ordens skyld: Selv om jeg er “Inov-8 ambassadør”, så er de her Trailroc købt og betalt for mine egne sparepenge.

Udstyr til UTMB

Ja, nu er det jo som bekendt ikke mig der skal ned og løbe UTMB, men det skulle ikke afholde Moses og jeg for at optage en video om hvad tøj, sko, og andet udstyr han tager med til løbet i år.

Hvis du sætter pris på hvor simpelt løb kan være med blot at tage et par sko og lidt tøj på, så er dette nok ikke videoen for dig – og Helle var også med rette efter os på Facebook for at snakke mere om sko end de fleste kvinder gør :)

Udstyr til 10 Peaks

Her er det meste af mit udstyr til løbet – ud over det på billedet har jeg jo selv sagt mit Suunto Ambit ur på og good old trusty Inov-8 Roclite 285 sko på.

Vejudsigten ser heldigvis lovende ud for i morgen, men dels fordi vi starter kl. 4 i nat og dels fordi vejret jo hurtigt skifter her skal der lidt ekstra tøj med.

Nu jeg kigger på det udstyr jeg tager med kunne det sikkert nemt være i min Salomon XA Skin Pro 14+3 rygsæk, men da jeg pakkede hjemmefra vidste jeg jo ikke hvordan vejret ville blive og ville også gerne have plads til både lange bukser, hue & vanter og et varmt mellemlang hvis vejret blev helt tosset.

Ud over det check pointet hvor vi kan komme til vores dropbags er vi kun blevet lovet vand ved de andre, så der skal godt med energi med. Det kan godt være at 73 km ikke lyder af alverden – men med 5600 højdemeter (altså dem op) og dele af ruten der nemmeste forceres på alle 4 kommer det nok til at tage sin tid.

Hvor længe det kommer til at tage har jeg ingen ide om – tidsgrænsen er 24 timer, og indtil videre (det er 3. gang løbet afholdes i år) er kun 28% kommet i mål inden for tidsgrænsen.

Løbsberetning fra Hammer Trail 100 mile 2012

Her er som aftalt en længere beretning om løbet – jeg skal nok skåne jer for al for mange detaljer om omgangstider osv., der vist kun er interessant hvis man selv skal løbe løbet.

For dem der ikke kender løbet, så løbes det på Danmarks bedste terræn til trailløb: den nordligste del af Bornholm og ned lags vestkysten. På 100 mile distancen løber man 6 omgange af 25 km og en prolog på 10 km.

Hammer Trail ruten

Runderne på 25 km er delt op i to dele af depotet ved Jons Kapel. Først del (15 km) fra Hammersøen og op mod nord rundt om Hammerknuden og Hammershus og ned til Jons Kapel er uden tvivl den hårdeste del af ruten – de 10 km fra Jons Kapel og tilbage til Hammersøen er ikke just flade, men meget nemmere at løbe. Man løber så først en omgang op rundt om Hammerknuden og ned langs vandet, hvorefter man tager en omgang den anden vej. Det er meget positivt at man på denne måde ser mange flere løbere – og kan se hvordan man ligger i forhold til de nærmeste konkurrenter, men det er også hårdt først at skulle den ene vejr rundt på det hårde stykke ved Hammerknuden og så tilbage før man kan “slappe af”.

Højdeprofil for Hammer Trail ruten

Eller som løbsarrangør Kim Rasmussen så fint beskrev det inden vi startede:

I starter med at løbe Hammerknunden rundt, så I lige vender jeg til hvad bakker er. Så en tur op gennem Hammershus, så finder I også ud af hvad trapper det er og så løber I tilbage hertil. Så tager I Hammerknuden en gang til, så har I fundet ud af hvad det er og kan kende det i nat

Ved starten fredag aften (kl. 19) var det en sluttet skare der stod klar til start – vi var 18 løbere til start, men snakken gik hyggeligt og vi fik checket vores obligatoriske udstyr og så begyndt nervøsiteten ellers at melde sig.

Jeg var virkeligt i tvivl om hvilket tøj jeg skulle løbe i: det var bestemt ikke varmt at stå i startområdet men det var mest fordi der blæsten en kraftig vind. Det er dog min erfaring at det kan give problemer med væskebalancen hvis man har for meget tøj og derfor begynder at svede alt for meget. Så selv om jeg frøs lidt holdt jeg fast i min beslutning om at løbe i denne mondering – og hvis du er i tvivl, så er det mig i de korte fælge :):

Udstyrscheck for Hammer Trail 100 mile

  • Salomon Fast Wing jakke
  • Salomon Skin Exo s-lab shorts
  • Compressport R2 rør og forquad
  • Teko sokker
  • Inov-8 Roclite 285
  • Aclima woolnet t-shirt
  • Tynd Falke svendundertrøje
  • Nike løbeunderbukser
  • Nathan HPL 20 rygsæk
  • Suunto Ambit ur

Og senere i løbet

  • Mountain King Trail Blaze Trekking stave
  • Led Lenser H14 pandelampe

Og endeligt kom vi i gang med løbet:

Starten på Hammer Trail 2012 100 mile

Der blev lang stille og roligt ud af de fleste og snakket lidt – inden for den første km havde jeg mit første styrt, heldigvis på vej op af dejlig blød bakke skoven, og så var jeg ligesom i gang :) Og der var så heldigvis ikke flere styrt de næste 160 km, da det som Claus tørt konstaterede senere på natten “et styrt her er ikke uden konsekvenser som hjemme på MTB sporet i skoven”. Man skulle virkeligt se hvor man satte fødderne – og så skulle man samtidigt huske at kigge op med jævne mellemrum for at følge markeringen af ruten.

Prologen gik stille og roligt, og jeg tror jeg kom ind i depotet som nr 7 og fik fyldt op med vand og energi og så tog vi den som sagt ud på Hammerknuden igen. Vi nåede næsten ned til Jons Kapel på første omgang inden der var blevet så mørkt at vi måtte have pandelamper på – og vi havde en smuk udsigt til solnedgangen over Østersøen på vej ned langs vandet.

Fra pandelampen kom på og til jeg var i mål lørdag aften løb jeg hele turen alene. Om natten har jeg det bedst med at løbe alene i min lille osteklokke hvor hele ens verden er det lille stykke frem som pandelampen oplyser, men i løbet af dagtimerne kan det godt blive lidt kedeligt. Heldigvis var der mange kendte ansigter, ikke mindst da 50 mile feltet startede kl. 23, så lidt liv var der da.

For mig var løbet nok det løb hvor det har svinget mest for mig: Jeg havde både store opture men bestemt også alvorlige nedture hvor der skulle graves dybt for at komme igen. På tredje runde var jeg godt i hegnet, men var så heldig at løbe ind i først Thomas så Ulrich der var ude og løbe 50 mile og fik snakket lidt med dem begge, hvilket hjalp gevaldigt på humøret.

Undervejs overhalede jeg ikke én eneste løber, og blev heldigvis heller ikke overhalet :), men flere gange når jeg kom ind i depotet fik jeg at vide at folk foran mig var udgået – og pludseligt lå jeg nummer 3 i løbet. Det hjalp noget på motivationen, og på et tidspunkt på vej ned mod depotet tænkte jeg at det skulle da forsøges at hente min gode ven Moses der lå nr. 2. Jeg vil tro jeg nåede op til 150-200 meter bag ham før han opdagede mig, men så kunne jeg godt se han tænkte at det skulle være løgn og satte lidt fart på. Jeg kunne mærke at der ikke var meget mere at skyde med, og vi skulle trods alt også i mål, så jeg besluttede mig for at 3. pladsen var fint for mig og fokuserede så bare på at komme igennem.

På de to sidste omgang havde jeg mine stave med, og som altid var de en stor hjælp. Jeg tror kun man kan sige at jeg var kommet til at lytte lidt for godt til Henrik Leths råd om at han først ville tage sine frem en omgang for sent. Og det er der vist ikke tvivl om jeg også gjorde, så havde jeg kunne gøre det om havde jeg taget stavene med fra 85 km og på den sidste halvdel.

Mentalt havde jeg delt løbet op i tre dele (hvor hver så var en rigtig omgang hver vej), og det var dejligt at kunne løbe ud på den sidste del. Det største problem var bare at vejret bestemt ikke var blevet bedre: det blæste godt nok ikke så meget mere, men det var begyndt at regne lidt. Heldigvis regnede det ikke så meget at det gav problemer med at stå fast, men det var nok til at jeg de sidst 30 km frøs – men når jeg er nået så langt i et løb har jeg bare fokus på at komme i mål. Måske ikke den smarteste beslutning nu her bag efter hvor jeg sidder med ondt i halsen, men i øjeblikket virkede det bare meget nemmere at løbe videre frem for at skulle til at finde tøj frem og skifte.

De sidste 15 km hjem fra Jons Kapel var noget af en kamp, men omvendt kunne jeg jo hele tiden tænke at nu var det sidste gang jeg skulle op/ned af denne bakke og så går det hele lidt nemmere. Jeg ved godt at Salomon, som er sponsor for løbet, har et motto der hedder “IT´S ALL ABOUT SMILES – NOT MILES”, men på dette tidspunkt blev der ikke smilt så meget og der var totalt fokus på at æde miles :)

Og lige pludseligt var jeg ved Hammeren Fyr og så var der bare lidt asfaltløb, en lille bakke og et stykke langs Hammersøen tilbage – og stort set det hele blev nydt og det var en kæmpe oplevelse at løbe ind i målområdet og krydse målstregen.

Det er altid ret overvældende at komme ind i et målområde med en masse mennesker når man har løbet rundt alene i så lang tid – og bedre bliver det ikke når Thomas kommer løbende med kameraet for at få et interview :)

Men så var det ind i shelteret, snakke med gode venner, super hjælp med alt det praktiske og bare sidde ned og tænke over hvad jeg havde lavet de sidste 24 timer og 20 min.

Konklusion

Inden løbet havde jeg meldt ud at målet var at gå efter et bæltespænde hvis det gik godt (kræver en tid under 26 timer) og ellers at komme igennem inden for tidsgrænsen på 30 timer. Så jeg er ovenud tilfreds og stolt over resultatet, og er også glad for 3. pladsen men det er jo lidt lige så meget et spørgsmål om hvem der stiller op osv. og derfor ikke noget man selv har samme indflydelse på.

Mit udstyr spillede bare – ikke så meget som en vabel kunne jeg finde da jeg kom hjem, og ud over træthed og ømhed har jeg det efter omstændigheder fint. Jeg tager nok lige et par fridage mere fra løbetræningen, men regner med så småt at være i gang igen med kortere ture i weekenden – og de bliver på asfalt her i starten :)

Arrangementet, hjælperne osv. kan der stort set kun siges gode ting om. Det eneste negative jeg kan komme på er at der ikke var reflekser på den strimmel brugt til at afmærke ruten. Nu gik det fint nok med at finde vej – men der var da et par gang i mørket hvor jeg var lidt opdagelse – men netop på en rute hvor man skal kigge så meget ned for at sætte fødderne rigtigt havde reflekser hjulpet om natten. Nå ja, så har mange løb også kander stående så løberne hurtigt kan få fyldt deres drikkedunke/blærer op – det tog en evighed at få to liter ud af de “bøtter” der stod i depotet og en 10? liters dunk er lidt meget at jonglere med i en hånd. Men det er små ting der blegner totalt sammenlignet med at få en pizzasnegl midt om natten i kraftigt blæsevej på toppe af Jons Kapel af to festlige hjælper i Østersøhabitter!

Men når det er sagt, så skal der lyde en stor tak til Tejn IF: at en så forholdsvis lille klub kan stable et arrangement af denne klasse på benene – og et der strækker sig over så lang tid er intet mindre end imponerende, og jeg kan kun anbefale alle der har lyst til at løbe et rigtigt trail løb at prøve Hammer Trail næste år d. 3. – 4. maj. Og man behøver ikke kaste sig ud noget så tosset som 100 mile for at få en på opleveren: der vil også være 25 km, 50 km og 50 mile (80,5 km). Og lige for at vise de ikke hviler på laurbærrene, så forlyder det at næste år arrangeres der også pakkeløsning med fælles rejse fra København og overnatning på Bornholm.

Billederne her på siden er taget af Moses og Thomas og efter at have set det meste af de råfilm som Thomas optog under vejs kan jeg godt love jer at der er noget at se frem til når han får klippet det sammen – jeg skal nok skrive her når det er klar. Og nej, det er ikke kun os tosser på 100 mile han har fulgt – han har levet op til ånden fra Hammer Trail om at der skal være fokus på alle der tager udfordringen op og jeg er imponeret over alle der har gennemført et af løbene fra 11 km til 100 mile på den rute. Vi der løber langt er bare lidt mere tossede end jer andre :)

PS: Og så lige for jeg ikke ryger ind i samme ballande som Moses, min holdkammerat på Team Suuno, så har jeg kvit og frit fået foræret Salomon tøjet jeg havde på. Også et par solbriller – men dem var der ikke brug for på Hammer Trail.

PPS: Og vi løber ikke bare i udstyret fordi vi får det foræret. Både Moses og jeg løb fx i Inov-8 sko da det er dem der spiller for os, selv om vi givet vis kunne have fået fingrene i et par sko fra Salomon. Sagt på en anden måde: Vi løber i udstyr der virker for os, og som vi kan stå inde for – og det kan jeg med det gratis udstyr jeg løb i på Bornholm.

Suunto Ambit

Thomas havde været så flink at skaffe mig et af de første ure der kom her til landet, så jeg har nu løbet med det i små to uger og her er mit indtryk af uret.

Suunto Ambit

Generelt

Først og fremmest er det jo altid positivt når der melder sig en ny producent på banen – ja Suunto har før lavet ure med GPS pods, men det holder altså ikke for mig – og spændende at se hvad de har valgt at fokusere på for at differentiere sig fra de andre, og primært Garmin der indtil for et års tid siden sad solidt på dette marked.

Jeg har selv været trofast Garmin bruger siden Forerunner 101 modellen, og har været med op til 310XT. Så det er primært 310XT jeg sammenligner Ambit med her.

Først vil jeg sige at Suunto efter min mening klart har valgt at fokusere på en bestemt gruppe brugere: folk der løb rigtigt langt- og gerne lidt væk fra den flade asfalt. Det helt store salgspunkt har været batterilevetiden på 55 timer (med de normale forbehold for 20 grader, spritnyt batteri osv.) – men den skal tages med forbehold: Det er hvis GPS’en kun bruges til at bestemme positionen én gang hvert minut.

Med de løb jeg gerne løber er dette virkeligt lige hvad jeg har brug for, men hvis man “bare” løber på asfalt/flad vej er jeg ikke sikker på at uret er sagen. For så kan man ikke regne med gennemsnitstider pr. km osv. – noget der ikke betyder det store hvis man løber rundt om natten i bjerge hvor de alligevel svinger meget, men noget som mange mere eller mindre er blevet afhængige af.

Kvaliteten af uret kan der bestemt ikke udsættes noget på, og her virker det meget mere solidt end Garmin’s ure, og der er tænkt på småting som fx at glasset på uret buer lidt indad så glasset ikke direkte får kontakt hvis man taber uret på jorden. Størrelsen på uret snyder måske lidt når man ser billeder af det: her kan det godt se ud som om uret er ret lille sammenlignet med Garmins ure, men da de to ure jo mere eller mindre indeholder det samme har de selvsagt nogenlunde samme størrelse. De er dog designet lidt anderledes, så Ambit lidt mere ligner et normalt ur.

Mens man løber er det nemt at se hvad der står på uret – man kan nemt skifte mellem hvid tekst på sort baggrund og sort tekst på hvid baggrund, og knapperne virker fint og man kan fint mærke om man får trykket eller ej.

Uret har også kompas og barometrisk højdemåler – men jeg har ikke endnu rigtig brugt disse funktioner da uret er blevet brugt her i Københavnsområdet.

Brug sammen med computeren

Ud over man kan se hvor langt og hurtigt man har løbet under vejs, er en vigtig ting ved et GPS ur jo at man kan se alle detaljerne på computeren når man kommer hjem – og hvor man har løbet osv.

Lige som man kender fra Garmin ure kører der et lille program på computeren der sender informationerne fra uret til et web-site. Hos Suunto hedder programmet MovesLink og web-sitet hedder movescount. Og jeg tror ikke jeg fornærmer nogen ved at sige at her halter det gevaldigt for Suunto sammenlignet med Garmin – dog skal jeg skynde mig og sige at det sandeligt også har taget Garmin flere år at få dette til at spille og et web-site der er brugbart.

Problemer har der været et par stykker af – alt fra uret ikke ville uploade nye ture, over en tur der blev væk til nogle meget underlige resultater. Fx har jeg oplevet at en tur på uret indeholdt 35 “omgange” – altså km – og når jeg så var inde og kigge på web-sitet indeholdt turen pludseligt over 50 omgang, hvor nogle af dem var på 0.4 sek. Den slags tager jeg nu med knusende ro, og det skal nok komme til at spille med tiden.
Opdateret d. 30/4: Det er heldigvis ved at være længe siden at der har været problemer med at uploade nye ture, så det virker som om disse fejl er blevet rettet.

Hvad jeg derimod er skuffet over er den tid det tager at overføre en tur fra uret til computeren/web-sitet. Selv en 10 km tur tager lang tid, længere ture tager en krig og det er lige før uret hurtigere er opladet end turen er overført :) Mit eneste bud på hvorfor det går så langsomt er at Ambit uret “kun” er bruger ANT og ikke ANT+, men jeg er på ingen måde sikker på om det er grunden.

Man kan ikke direkte downloade en tur og fx uploade den til et at de web-sites hvor man kan vise/udveksle ruter. Man kan godt få fat i informationen, men det kræver flere ninja-tricks end hvad man kan forvente af gennemsnitbrugeren.
Opdateret d. 23/4: Som forventet var det noget der ville blive tilføjet, og det er nu muligt at hente ruten som en KML-fil. 

Opsætning af hvilke informationer der vises på uret sættes op på web-sitet frem for på uret. Jeg syntes dette er en meget fiks løsning sammenlignet med Garmin hvor der skal trykkes en del på knapper for at få sat det op, men omvendt betyder det at man ikke kan prøve sig frem mens man er ude og løbe.

Hvad jeg savner fra mit Garmin ur

Mit 310XT han sættes til at vibrere hver gang der er løbet en km/omgang og samtidigt viser den tid/hastighed for sidste km/omgang. Og når man løb om aftenen kan det sættest til lige at lyse op i et par sekunder.

Diverse ting jeg ikke forstår/syntes om

På uret har man kun mulighed for at se den sidste tur man har løbet. De andre gemmes godt nok, men kan ikke ses på uret. Virker som en tanketorsk og sikkert noget der bliver rettet i en senere opdatering til uret.

Det er ikke muligt at overføre en rute til uret og så følge denne/løbe om kap med en tidligere løbet tur. Men jeg er sikker på at dette er et område hvor Suunto løbende vil tilføje nye funktioner.

Konklusion

For mig sidder uret lige i skabet – altså når der lige er kommet et par opdateringer til uret/web-sitet – og jeg kender ikke et bedre alternativ til et langt trail ultraløb. Men er man til asfaltløb i flade Danmark eller et ultraløb på små rundstrækninger er jeg ikke sikker på man vil være helt tilfreds med uret – specielt prisen taget i betragtning.

Jeg har indtil nu kun brugt uret her hjemme, men i næste uge rejser jeg til Skotland og tager uret med på en længere løbtur og jeg skal nok vende tilbage med en opdatering hvis jeg oplever noget interessant.

Diverse småting jeg efterfølgende har opdaget

Da jeg var i Skotland og vi løb relativt langt alle dagene, var jeg lidt skuffet over at opdage at turen på første dagen var blevet slettet. Jeg kan sagtens forstille mig at uret er “løbet tør for plads” da jeg ikke brugte muligheden for kun at gemme positionen hvert minute, men jeg havde håbet på at uret var kommet med en advarsel om at der snart ikke var mere plads.

Løbsberetning Art O’Neill Challenge

Art O’Neill Challenge er et løb i Dublin der er baseret på en lokal historie om Art O’Neill og Red Hugh O’Donnell der i 1592 flygtede fra englænder der holdt dem fanget på Dublin Castle. Så løbet starter midt i Dublin – kl. 2 om natten, og så gå turen ellers ud af byen og ud i Wicklow Mountains. Dette betyder at ca. de første 20 km er på asfalt og de sidste ca. 30 km er der mere eller mindre frit slag i bolledejen omkring hvilken var man løber – eneste krav er man finder to check points under vejs og målet i Baravore.

Da det også er muligt, og mest populært med vel små 400 deltagere, at vandre ruten var der masser af mennesker på slottet da jeg ankom omkring kl. 22. Der var faktisk også en anden mulighed for at deltage: man kunne løbe ud til Check Point 1 og så vandre videre der fra. Fælles for deltagerne i disse to udgaver var at de fra CP 1 og frem ville få vist vejen af guider der vandrer sammen med dem.

Først skulle vi have checket om vi havde alt det obligatoriske udstyr med – det gik ret smertefrit, da de vist ikke gik så meget op i om vi løbere havde alt med, men mere havde fokus på dem der skulle ud og vandre. For som ham der kontrollerede mit udstyr frisk sagde, så gik han ud fra at jeg havde forstået hvorfor der var så mange krav til ting vi skulle have med og jeg kunne se det var for min egen sikkerhedsskyldt. Og det siger sig selv at hvis uheldet er ude og man kommer til skade og ikke kan forsætte kan det godt tage sin tid før der kommer nogen forbi og finder en når rutevalget er helt frit og området er i kategorien “0 til ½ stregs mobildæking” – og med den detalje at de guidede gruppe gør noget specielt for ikke at tage den mest direkte vej (den går de ud fra vi tager – mere om det senere) for at undgå at belaste naturen for meget.

Efter at have fået startnummer og afleveret min drop bag, som jeg skulle komme til at savne senere, fandt jeg Thure og hans ven Bruce. Der var ikke så meget andet at lave end at prøve at slappe lidt af og sove lidt, men det er nemmere sagt en gjort når alle vandrerne også var der og snakken gik lystigt mellem dem og man kunne fornemme de var spændte på at komme af sted.

Thure i gang med de sidste forberedelser

Deres start var ved midnat og og da de var kommet af sted havde vi lidt ro, inden vi skulle have en kort briefing ude i gården på slottet. Det var noget af en kold oplevelse at komme udenfor efter at have hygget os indendørs – og temperaturen var tæt på frysepunktet, så vi glædede os bare til at komme af sted.

Kl 2 gik starten for ultra-gruppen – jeg vil tro vi var en 40-50 løbere, og så gik det ellers ud gennem Dublin og forstæder. Ikke verdens mest interessant tur på fortove og cykelstier, men efter en god times tid drejede vi fra den store vej og ind på en lille landevej.

Det var også her det begyndte at gå op af – her var løbets længste stigning, men det var ikke det store problem at løbe da det stadig var på asfalt. Her var der også muligt for at nyde en fantastisk udsigt hvis man kiggede sig tilbage over skulderen hvor man kunne se lysene fra hele Dublin og omegn. Der faldt noget rim hvilket gjorde rute lidt glat ind imellem, men selv i et par “normale” løbesko var det ikke det store problem.

Så uden de store begivenheder kom vi frem til CP 1 hvor vi kunne få adgang til vores drop bag. Det vil sige hvis den ellers var til at finde. Jeg var ved at gå lidt i panik over min taske ikke var hvor den skulle være da planen var at skifte sko her til noget der kunne stå fast ude i naturen. Men hjælperne var meget hjælpsomme og en af dem beroligede mig med at han personligt havde checket hele gården på slottet for tasker inden de kørte, og efter små 10 min kom de tilbage med min lysegrønne drop bag og gensynsglæden var stor. På med et par Inov-8 Oroc 340, skiftet min Odlo windbreaker ud med min OMM Rotor Smock da det var ved at være halvkoldt, lidt vand i rygsækken og et par gels i lommen og så var jeg klart til at løbe videre.

Der var vist en del at spise og drikke her, men det benyttede jeg mig ikke af. Check pointet var ret stort og det var primært fordi det var her dem der vandrede ruten skulle samles i grupper og finde en guide – så det var godt for dem der var masser af varm the og kaffe.

Kort efter vi var kommet i gang igen skulle vi ud på en lille omvej pga. en bro der vist var styrtet sammen/beskadiget så vi ikke kunne løbe på den. Denne omvej ved markeret – bare ikke særligt godt – hvilket stort set er det eneste jeg kan udsætte på løbet. Hvis man vælger at afmærke dele af ruten skal man gøre det så der ikke er tvivl: der er ikke noget værre end at stå midt på en mark og skulle gætte hvilken vej man skal. Men vi kom ud på vejen – hen over et planværk med pigtråd på – hvilket nok er en indikation af det ikke lige var den vej de havde tænkt sig man skulle tage. Så forsatte vi på småveje/stier og jeg løb et stykke her sammen med Richard og Taryn.

I rutebeskrivelsen vi havde modtaget stod der at den rigtige offroad del skulle starte fra noget der parkeringspladsen i Ballynultagh, så jeg blev lidt overrasket da en to Range Rovers i vejkanten betød vi skulle dreje fra her, men fik fundet kort og kompas frem og så var det ellers ud i Wicklow Moutains. Vi var så heldige at månen var fremme det meste af natten og lyste lidt op, men det var stadigt ret mørkt ud i Black Hills – jeg kunne se 3-4 pandelamper et godt stykke foran mig og en lang række bag mig.

Jeg var noget spændt på dette stykke af ruten: jeg har aldrig været i Irland før, og på kortet så det ret kuperet ud og uden for meget at navigere efter i en mørk nat. Det er en ting at finde rundt i en dansk skov med kort og kompas – det er noget andet med disse store åbne landskaber uden så meget som et træ at sigte efter – mere en masse bakkekonturer og det er jo ikke lige det jeg har mest at træne efter hjemme i Danmark. Ud over et par vandløb var der ikke meget andet end tørv, lyng og huller. Fik jeg sagt der var huller? Der var en del, og det kan gøre det lidt interessant når man prøver at kigge på kort og kompas mens man løber – der var et par gange hvor jeg røg ned, men det havde regnet en del op til løbet, så om ikke andet var underlaget da blødt at lande på :)

Nu er det nok forskellige hvordan folk ville opleve turen, men jeg nød langt det meste af turen efter vi var kommet af vejen: det er noget specielt at være “Palle alene i verden” langt hjemmefra og så ellers bare selv må finde vej. Og det gik en del op og nedad, så på mange af turene op var der ikke meget andet at gøre end gå og så var der bedre tid til at nyde ture. Når jeg løb krævede det god koncentration at undgå de værste huller og lyng/småbuske jeg kunne snuble over.

Der var stier at løbe på :)

Der var dog én ting til der hjalp med navigationen: vi havde en god vind lige ind på næsen når vi løb mod syd/sydøst, og det gjorde vi store dele af tiden. Der var et par gange på toppen af bakkerne hvor jeg frøs en smule, men så snart jeg kom i gang med at løbe igen gik det fint med at holde varmen. Og selv om der var et par vandløb/åer undervejs der skulle krydses gik det overraskende godt med at holde varmen.

På vej ind mod CP 2 løb jeg lidt forkert og var ikke helt sikker på hvor jeg befandt mig. Dette betød at jeg kom til at krydse det samme vandløb flere gange end planlagt og måtte vandre op gennem af en noget stejl skrant med buske og småtræer. Men så fandt jeg skovstien ned mod CP 2 hvor der blev budt på porridge/grød og kaffe – og nogen at snakke med.

Fik mig en sludder med Andrew fra Inov-8 der havde stået for check af mit udstyr og så var det ellers videre igen. Fik at vide at der kun var godt 10 km igen – det lød jo ikke af alverden, men fik så også at vide at det nok tog 2-2,5 time alt efter hvor god man var til navigation. Det primære mål for dette stykke var Art’s Cross der står på en bakketop midt ude i ingenting.

Sidst på natten var der desværre trukket en del skyer ind over området, så jeg fik ikke den smukke solopgang jeg havde håbet på – og brugt til at retfærdiggøre over for mig selv at det nok gik det var lidt koldt om natten. Men under alle omstændigheder hjælper det altid på humøret og energien når det bliver lyst.

Og det var vist meget heldigt, for op mod Art’s Cross var der masser af stigninger – oftest af typen hvor man kunne se “toppen” et godt stykke der oppe, og når man så endeligt kom der op opdagede man at der lige var en top til. Og bedre blev det ikke af at der trak tåge ind over bakkerne, men endeligt kunne jeg se Art’s Cross i et hul i tågen, og fik løbet der over.

Her fik jeg en kort snak med et par vandrere der også var lidt skuffede over den manglende solopgang og de fortalte at det næste stykke nok ville være noget mudret. Det kan vist kun siges at underspille fakta lidt: der var masse at grøfter/kanaler med godt med mudder – og det var svært at vurdere hvor dybt mudderet var. Skal man sige noget positivt om dette stykke så er det at mudderet og vandet var begyndt at fryse lidt så underlaget blev en smule med sikkert.

Men ikke alt for længe efter Art’s Cross så jeg Three Lakes og det var et smukt syn – dels i sig selv, men også fordi jeg vidste at nu skulle jeg bare lige ned til et vandløb og så ville det ellers gå nedad de sidste ca. 5 km til mål.

Fra Three Lakes og hjem fandt jeg dog ikke stien men løb nede langs vandløbet. Her løb jeg ind i Richard og Taryn og vi fulgtes til mål. Det havde nok været hurtigere at have fundet op på stien der gik nær vandløbet – om ikke andet havde vi sparet ca. 10 gange gennem vandløbet – men vindere tog vist også denne direkte vej, så det har nok ikke haft den helt store betydning for sluttiden.

Ca. halvvejs nede mod mål kom vi ind på rigtigt fire roads, og så gik snakken ellers om hvor langt der kunne være til mål. Vi kom forbi et par der var ud og gå en tur (det var trods alt blevet søndag formiddag nu :)), og de sagde under en mile – hvilket helt sikkert ikke passede. Så løb vi forbi en fotograf der ikke vil svare på hvor langt der var til mål, men sagde det var lige nede ved flagene – altså ikke fordi man på nogen måde kunne se nogle flag derfra hvor vi var.

Men vi tonsende videre og kunne endeligt se målet og ikke mindst bordet med kaffe og morgenmad. Tiden blev 7:51:51 hvilket jeg var fint tilfreds med da jeg hjemmefra havde sat mig målet 8-9 timer, men det er jo noget sværere at gætte en sluttid her end når man løber et fladt løb på asfalt hjemme i Danmark.

Efter at have spist og drukket hvad vi kunne proppe i os hoppede vi i en lille bus der kørte og ned til den lokale pub i Barravore hvor vi igen fik vores drop bag og kunne skifte tøj og så ellers smutte ind i varmen på pub’en og spise og drikke igen, og her var så den eneste negative ting ved løbet efter min opfattelse: Det var hyggeligt på pub’en, men vi endte med at sidde og vente små tre timer på at den første bus kørte ind mod Dublin. Men hvis det er det værste der kan siges om løbet er det jo nok i sig selv en ros.

Generelt var jeg godt tilfreds med det udstyr jeg havde med, selv om det bestemt ikke var det hele jeg fik brug for. Fleece, regnjakke og bukser og uldhue lå godt i rygsækken hele vejen. Men min OMM Rotor Smock og mine Inov-8 Oroc sko spillede virkeligt. Det var kun et par gange jeg gled rundt i mudderet som der var rigeligt af, og der var nok ikke mange sko der kunne have håndteret så meget mudder. Og det var også rart at stå godt fast når vandløb skulle krydses.

Så hvis du har lyst til at prøve at komme ud og løbe om natten i ukendte omgivelser der er udfordrende, men bestemt ikke uoverkommelige, så kan jeg kun anbefale løbet. Der er ingen tvivl om ens evne til at navigere har stor betydning for sluttiden, men hvis man kan læse et kort og løbe med kompas og kan affinde sig med ikke at løbe den korteste/hurtigste rute er det til at overkomme.

Og det koster ikke alverden at flyve til Dublin, hotellerne er billige, og jeg mener løbet kostede 80€ – men det afhænger lidt af hvornår man melder sig til. Og Dublin er en hyggelig lille by at holde en forlænget weekend i – så hvad mere kan man næsten ønske sig?

Udstyrsliste til Haute Route – del 4 af 4

Jeg ved godt at det er ved at være et godt stykke tid siden vi var af sted, men her er listen over hvad jeg havde med på turen. Og lad det være sagt med det samme: selv om vi gik efter ikke at have for meget med, så gik vi bestemt heller ikke efter at barbere hvert et gram af – der skulle også være plads til lidt luksusting og vi var nød til at planlægge efter at vejret ville være skiftende og ikke altid for godt i bjergene. Heldigvis havde vi fantastisk vejr, og alt ud i regntøj, huer osv. lå i rygsækken hele turen.

Nok snak, her er listen:

  • Mountain King vandrestave – ja, jeg har set lyset og griner ikke mere af tosserne med stave
  • Sovepose liner – til når vi overnattede på sovesale i hytterne
  • Hovedpude - ren luksus, men jeg sover meget bedre når jeg har en
  • Led Lenser H7 pandelampe – ikke fordi vi planlage at vandre i mørke (men det er sket før), men for en sikkerheds skyld og igen til sovesale i hytterne
  • Lille håndklæde
  • Vaskepulver, tørresnor og klemmer
  • Kindle – er som skabt til vandreture: man kan have masser af bøger med, den holder strøm til mange timers læsning, og den er overraskende robust. Jeg har nu haft min med på 4 vandreferier og der har ikke været problemer
  • Garmin Oregon gps – mens hvis det skulle blive dårligt vejr i bjergene, men blev ikke brugt meget
  • Cicerone guide
  • Minirygsæk - både så vi kunne checke den ene rygsæk ind med alt det vi ikke måtte tage med op i kabinen, men var også dejlig at have om aftenerne når vi var ude og spise osv. og jeg skulle have penge, kamera, en ekstra trøje osv. med
  • Thermal blanket – igen for en sikkerheds skyld og de vejer jo ikke meget
  • Solcelle oplader – på trods af vores fremskredne aldre, så kan vi blive til et par teenagers når der er wireless og vi endeligt kunne komme på internettet, og iPods skulle vi også have med :) Og den vejer og fylder ikke meget
  • iPod
  • Lommebog + blyant
  • Canon S95
  • Dry bags – vi havde begge en stor dry bag/liner i rygsækken, og de vigtigste ting i et par andre dry bags
  • Tandbørste
Tøj/rygsæk
  • Osprey Hornet 32 rygsæk
  • Icebreaker t-shirt og svedundertrøje
  • Langærmet uld trøje
  • Korte tights
  • Asics sko – som tidligere skrevet var disse kun med “på afbud” fordi mine fødder havde fået tæsk af et par RocLite 318 til Lakeland 100 og jeg turde ikke tage chancen og får problemer de samme stedder på mine fødder igen.
  • Inov-8 Recolite 190 sandaler, der også kan bruges til at vandre i når det er fladt
  • Blære på 2l i rygsæk og så en 75 cl sodavandsflaske i lommen der var nem at fylde i vandløb
  • Skins rør
  • 2 par Dry Max sokker – til brug i løbet af dagen
  • Teko sokker som reserve/til om aftenen
  • Numa solbriller
  • Salomon vest – var lidt i tvivl om jeg skulle tage en vest med, men var glad for jeg gjorde det. Det meste af tiden have jeg denne og en tshirt på og det passede fint undtagen når det blev for varmt. En smart ting ved Salomons vest er at når man lyner den ned kan de to dele “knappes sammen” i toppen, så de to sider ikke bliver trukket længere og længere ud af remmene fra rygsækken – en super fiks detalje der virker, men vesten er hundedyr så jeg havde nok valgt en anden hvis jeg skulle have betalt for den
  • Inov-8 regnbukser og jakke: Disse fylder og vejer ikke ret meget, og er faktisk lave til fell running/mountain marathons i England. Til sammen vejer de mindre end hvad en traditionel waterpproof shell vejer. Det siger sig selv at der ikke er mange fikse detaljer, lommer osv., og skulle jeg stå udenfor i øsregn i timevis ville jeg nok gerne bytte med en mere traditionel jakke – men når jeg skal løbe/vandre hurtigt er jeg utrolig glad for mit Inov-8 sæt. Og så koster de faktisk heller ikke alverden – er du snart overbevist? :)
  • Kasket – både hvis det blev for meget solskin, men også fordi den ene detalje jeg mangler ved min Inov-8 jakke: Der er ingen wire til at folde skyggen og den kommer til at hænge nede i øjnene på en hvis man ikke har en kasket under. Nu blev den heldigvis kun brugt til at skygge for solen, og det var skønt at kunne dybe den i et koldt vandløb under vejs
  • Gaiters - ingen tvivl om det var dem vi fik flest kommentarer om for de andre på ruten, men vi slap stort set for at stoppe op og pille småsten og grene ud af skoene, så de må siges at have tjent deres formål
  • Buff og handsker – blev slet ikke brugt
  • Løse ærmer – blev vist overhovedet ikke brugt
Småting
  • Sikkerhedsnåle
  • Toiletpapir
  • Neglesaks
  • Sportstape, skalpel, kanyle, plaster – til behandling af vabler osv., men vi slap stort set for vabler
  • Mobiltelefon – mest så folk i Danmark kunne få fat i os hvis det blev nødvendigt. Men det var ikke mange steder det var muligt at få signal
  • Lim, twist tie, strips og gaffa – hvis vi fik behov for at lave småreparationer
  • Sæbe, helosan, renseservietter, deodorant – ja, her er vi over i afdelingen for luksus :)
  • Multitool foldetallerken og spork
  • Nuun elektrolyt brusetabletter – også gode til at tage den værste mineralsmag fra vand vi samlede op under vejs :)
  • P20 solcreme - blev brugt i store mængder, og ud over mine knæhaser (som jeg sprang over de første dage) blev jeg ikke solskoldet under vejs. Og virkningen af solcremen holdt hele dagen
  • Havregryn & mælkepulver – bare for en sikkerheds skyld hvis vi kom sent frem og det ikke var til at få noget at spise. De blev dog spist som morgenmad på hotellet i Geneve
Som sagt, så var fokus ikke på at barbere vægten helt ned – mere på et fornuftigt kompromis mellem lav vægt og kunne håndtere det mest af det vi forventede at komme ud for. Ud over alle de “luksusting” vi havde med, kunne man uden tvivl havde fjernet min en håndfuld andre ting hvis vi havde sagt at vi bare måtte “stikke sutten i” og bare knokle på selv om det blev fx lidt koldt. Men vi var enige om at der ikke skulle være så meget fokus på at komme hurtigst muligt frem på bekostning af alt andet.
Min rygsæk vejede lige under 7 kg da jeg tog af sted, og jeg tror Helles vejede lidt mindre, og de var ikke noget problem for os under vejs. Nu skal det nok siges at vi begge har en del træning med at vandre/løbe med rygsække, men hvis man få trænet lidt inden man tager af sted er det bestemt ikke nogen stor belastning at medbringe dette udstyr.

Efterårsløb

Selv om vejret lige nu mere minder om den sommer vi stort set ikke havde, end rigtigt efterårsvejr, så er der tydelige tegn på det er ved at være efterår – og det er en tid jeg i modsætning til mange andre virkeligt sætter pris på at løbe i.

For mig er det eneste negative ved efteråret, at den kedelige danske vinter er på vej – mens det positive er de fantastisk farver i skoven:

Og at tiden nu er til at løbe rundt i skovene med pandelampe på:

Hvis man er stedkendt kan man måske se at begge billeder er fra samme sted – stierne omkring Bagsværd Sø/Furesøen, der er et sted jeg generelt er glad for at løbe og nu får løbet en masse da jeg lige nu arbejder i Lyngby

For mig er der altid noget specielt ved at løbe med pandelampe: der er en ro over det hele og hele verden rundt om en er skrumpet ind til et par meter ned af stien og lidt til hver side.

De første gange man løber rundt i den mørke skov alene kan man godt få et mindre chock når man kommer til at forstyrret en flok dyr eller fugle – men efter kort tid har man vænnet sig til genspejlingen af lyset fra pandelampen i dyrenes øjne. Noget man tydeligt kan se selv meget langt væk, men man kommer også ofte ud for at dyrene bare står og kigge på en selv om man kommer ret tæt på.

Her er fx to kid jeg næsten måtte råbe af for at få dem til at flytte sig så jeg ikke kom til at løbe dem ned (det siger nok en del at jeg kunne nå at få kameraet frem og tage et billede inden de var nået længere væk end dette):

Jeg kan kun anbefale jer at prøve at løbe væk fra de oplyste veje og stier og ud i mørket – her er et par tips hvis du vil prøvede/i gang:

  • Løb ture du kender godt i forvejen – man kan meget nemt komme i tvivl om hvilken vej man skal i mørket hvis man ikke kender ruten godt i forvejen
  • Sæt tempoet ned! Specielt i starten løber man lidt stift og nervøst, så bare tag det roligt. Når man har vænnet sig til at løbe i mørket kan man sætte farten op igen
  • Pas på mudder/vandhuller: det er rigtigt svært at vurdere hvor dybe de er i mørket, så prøv at løbe uden om, da man ellers nemt får en våd sok
  • En god pandelampe er vigtig – men hvis du bare vil prøve det kan du fint løbe med en lommelygte i hånden, hvis du holder dig til gode/nemme stier. Men det er nu smart at lyset følger med hvor du kigger hen. Og en god ting er hvis den kan vippe op og ned, og der kan skrues op og ned for lysstyrken
  • Huske ekstra batterier – og evt. gerne en ekstra lampe hvis du løber langt. Men ellers er det ikke nogen katastrofe hvis lampen går ud: det kan godt være man ikke kan løbe mere, men efter kort tid kan man fint se nok til at gå resten af vejen

Der findes masser af pandelamper – men jeg har de sidste par år løbet med en LED Lenser H7 og har kun godt at sige om den: Den er ikke den mindste eller mest fikse, men den lyser bedre end stort set alle de andre lamper jeg har set folk løbe med både til Lakeland, TEC, Trans Gran Canaria osv. – og så koster den meget mindre end fx Petzl pandelamper og holder længere end dem.