Beretning fra UTMB 2013

For os løbetosser der elsker bjergløb er UTMB nok noget af det største, om ikke andet i Europa, men her er en kort forklaring for andre: Ultra-Trail du Mont-Blanc er et af de ældre (11. udgave i år) ultraløb, og på mange måde et løb der kan opfattes som ”EM/VM” i ultra bjergløb. Ikke fordi der ikke findes hårdere, længere – eller bedre løb for den sags skyld – men sidste weekend i august står 2400-2500 løbere, inklusiv mange af de store stjerner klar på startlinjen i Chamonix.

chamonix-ultra-trail-du-mont-blanc-logo-1

For at få lov til overhovedet at søge om startnummer skal man kvalificere sig via andre løb. I starten skulle man til udlandet for dette, men nu kan man samle en god del point her i Danmark, fx ved at løbe Hammer Trail. Når man så har kvalificeret sig, begynder det svære først: Der er simpelthen så mange trialløbere der ønsker at deltage hver år at man skal gennem en lodtrækning for at få startnummer – der er ca. 33% chance for at komme med.

Løbet er på 168 km og løber rundt om Mont Blanc massivet, med start og mål i Chamonix i Frankrig. Man løber gennem Frankrig, Italien, Schweiz og så tilbage til Frankrig. Tidsgrænsen for løbet er 46 timer og løbet bliver normalt vundet i ca. 20-21 timer hvilket afspejler at der er godt med op- og nedløb på ruten: Alt i alt løber man ca. 9600 meter op – og da man slutter samme sted som man starter er der det samme nedad.

Profil-UTMB-2013

De sidste par år har løbet været ramt af dårligt vej, der har ført til alt fra at ruten er blevet forkortet til at løbet er blev stoppet under vejs.

Så jeg var lykkelig over at vide at jeg skulle løbe med i 2013. Da jeg tabte lodtrækningen til deltagelse i 2012 var jeg sikker på at deltage i år, og skulle derfor ikke gennem lodtrækningen. Så hele året har UTMB været mit A mål for 2013.

Forberedelser

Forberedelserne op til løbet havde været fine for mig: dels havde jeg fået løbet en del bjergløb i udlandet i år, og min træning her hjemme var også forløbet godt. Jeg havde ikke ændret det store på den daglige træning – så den stod på trappetræning, lange ture og godt med ture i skoven – eneste ændring var at jeg havde prøvet at få lagt flere tempoture ind i træningen.

Min sidste lange træningstur var på godt 70 km en nat ca. 14 dage før løbet med langt det mest af udstyret med i rygsækken. Udstyret til UTMB er lidt et kapitel til sig selv, hvor jeg kunne bruge lang tid på at klage over alt det udstyr man skal have med, men som jeg ikke kan forstille mig at få brug for. Men omvendt kan jeg godt se at det ikke er alle deltagere der har den store erfaring med bjergløb, så hvis arrangørerne skal tage ansvar for at sende os ud i bjergene midt om natten er det vel ok.

Mit udstyr til løbet bestod af:

  • Ultraspire Omage vest – fyldt til kanten med udstyr og 1½ l blære
  • Gemini Duo pandelampe og Led Lenser H7 i reserve
  • Mons Royal uldtrøje den første aften / nat, så en Raidlight technical trøje resten af tiden
  • Raidlight ultralight vest om aftenen, natten og morgen
  • Løse uld ærmer om natten
  • 3/4 tights – ja, så har I set det med. Det er et krav man skal kunne dække benene helt ind
  • Compressport lår og rør
  • Teko sokker
  • Inov-8 roclite 285
  • Dirty Girl Gaiters
  • Raidlight regnjakke & bukser
  • Uld hue og normal buff
  • Handsker og vandtætte handsker
  • Solskærm
  • Lille førstehjælpstaske (incl. 1 m x 6 cm plaster??? Ja, det skal man have med :))
  • Mountain King stave
  • Mad – havde forskellige gels med, men levede meget af maden i depoterne. Hvis man kan lide oste og pølser skal dette løb opleves
  • Ekstra soft bottle (så jeg kunne samle vand op i løbet af dagen)

Tak til Garmin, Mons og Raidligt for hjælp med udstyr.

Ud over det med de lange bukser var de fleste ting genvalg – altså ud over ting som opvaskehandsker osv. som er UTMB specifikke :) – og det spille som det skulle.

Skulle jeg ændre en ting ville jeg nok gå efter en rygsæk med flasker, da der er rigtigt mange muligheder for at samle vand op under vejs – men jeg havde ikke en rygsæk med flasker hvor jeg kunne have alt det obligatoriske udstyr, uden at skulle tilbage til en gammel Inov-8 Race Elite.

Dagen inden løbet købte jeg en softbottle på expoen så jeg kunne samle vand op under vejs på ruten. Den primære grund til dette var at vejudsigten bare blev bedre og bedre jo tættere vi kom på løbet, og jeg derfor var lidt bekymret for at løbe tør på vej på de længere sektioner mellem depoterne.

Jeg rejste til Chamonix allerede mandag inden løbet (UTMB starter fredag kl. 16:30). Vi var der nede for at filme lidt i forbindelse med starten på PTL hvor Kim og Jakob fra Tejn deltog. Så der var god tid til at akklimatisere sig, og komme i humør til løbet. I ugen op til løbet gik jeg desværre hen og blev lidt småforkølet, men ikke det store, så jeg satsede på at det nok ikke var noget jeg ville mærke det stor til når vi først kom i gang.

Check in/udstyr

Som nævnt var der løb i Chamonix allerede fra mandag, og onsdag/torsdag var flere venner ude og løbe TDS, så efterhånden var jeg ved at være klar til at komme ud og løbe. Først skulle vi dog have checket ind og gennemgået vores udstyr: Det siger sig selv at det tager sin tid at få checket 2500 løbere, men jeg tror kun vi endte med at stå i kø en god times tid. Jeg var noget nervøs for checket af udstyr, for jeg havde været ned og se TDS folkene blive checket og der var nogle kontrollanter der var ”meget grundige” – også en der afviste en regnjakke som jeg ved rent faktisk opfyldte kravene. Heldigvis vandt jeg i lotteriet og kontrollen bestod kun af at skulle vise 3-4 ting og så var jeg videre, og så står man der udenfor og tænker: nu kunne jeg sådan set godt tænke mig at komme ud og løb – men der var over et døgn til start.

Jeg sov rigtigt godt natten før løbet, og efter morgenmaden begyndte jeg at pakke min rygsæk. Jeg havde ikke pakket alt mit udstyr i min Ultraspire rygsæk da jeg var nede til udstyrscheck, hvis nu jeg skulle have det hele frem og kigget igennem.

Starten på løbet

Så gik dagen ellers med at spise og drikke, og ved tre-tiden gik vi ned for at aflevere vores dropbag og så ellers gå ned til startområdet foran kirken. Så mange løbere fylder selvsagt meget, men der var en rigtig god stemning og folk maste ikke rundt. Det giver jo heller ikke meget mening at ”vinde” 5 meter i starten på et 168 km løb – så jeg nød bare stemningen, og man må give arrangørerne at de forstår at lave et show, med høj musik, masser af tilskuere og nedtælling til start. Herefter gik/luntende vi ned af hovedgaden i Chamonix med masser af tilskuere der heppede på os, men inden for et par km kunne man mere eller mindre løbe som man ville. Det var hyggeligt at få hilste på de fleste af de andre danskere der havde deltaget i de andre løb, men på samme tid må jeg indrømme at jeg løb og glædede mig til at komme ud i naturen og være alene i den storslåede natur.

Min plan var, så meget som man nu kan planlægge noget på en rute man ikke kender, at se at få godt med km i bogen inden det blev mørkt og så tage det med ro gennem natten og se hvordan kroppen så havde det når det blev lyst.

Det var en fornøjelse at løbe ud af Chamonix og gennem de mindre byer på vej mod første stigning: masser af mennesker på gaderne, selv om vejene var afspærrede virkede bilisterne også glade for os – og det var rart at set at arrangørerne havde et pragmatisk forhold til tingene: selv om reglen er du ikke får noget at drikke med mindre du finder din medbragte kop frem, så kan de godt se at det simpelthen ikke spiller når så man løbere kommer til samme depot inden for kort tid – så de første par deporter blev der serveret drikkelse i plasticbæger, og da vi så var blev spredt mere ud blev der sparet på ressourcerne.

Sidst på eftermiddagen var det småvarmt at løbe i en uldtrøje, men snart hang solen lavt på himlen og det passede bedre. Da solen var gået ned og pandelampen var kommet frem var det som sagt planen at tage det roligt. Nu var der bare lige det ”problem” at der var en del svært løbbart hen mod La Balme så det var bare at klø på, for der kom helt sikkert ikke for meget af den slags.

I løbet af aftenen fik vi også checket vores udstyr: om vi havde regnjakke, mobil og ekstra pandelampe med. Det gik ret smertefrit, da der var masser af kontrollanter og så var det ellers bare ud igennem natten. Jeg sætter normalt pris på at løbe om natten da der er en sjælden ro, men her var der faktisk stadig masser af andre løbere.

I løbet af natten kom jeg over to toppe, ikke specielt interessante, og det var her jeg tror jeg for første gang i et bjergløb begyndte at kede mig. Misforstå mig ikke, det er altid dejligt at være ud at løbe i naturen, men ruten var hverken særlig interessant eller udfordrende. Det var først på vej ned mod depotet i Courmayeur man skulle koncentrere sig, da vi blev sendt ind på et stisystem med fint løst sand, hvor mange nogle gange skulle holde tungen lidt i munden.

Depotet i Courmayeur er delt op i to: først får man udleveret ens dropbag og kan skifte tøj osv. og anden del er inde i hallen hvor man kan få noget at spise og drikke. Jeg skiftede sokker og t-shirt, puttede lidt mere mad i rygsækken og gjorde noget jeg aldrig har gjort i et løb før: tog min mp3 afspiller med mig ud på ruten. Jeg var bange for at jeg ville komme til at kede mig igen, og det skulle desværre vise sig at blive aktuelt. Så var det ind og spise et godt måltid og få en kop kaffen inden det var ud på ruten igen.

Thomas, Moses og Ravn havde sagt at de ville komme ud til mig på ruten – både for at heppe og Thomas ville også filme lidt til filmen ”Tales from the Trails”. Jeg må indrømme jeg var lidt bekymret for om de havde problemer med bilen eller der var sket en ulykke, for jeg havde intet set til dem de første 13 timer og jeg nåede lige at tænke at så så jeg dem nok først tilbage i Chamonix.

Men på vej ud af byen løb jeg ind i dem. Det giver selvsagt et boost at have venner at snakke med, og det viste sig at de vist ikke var de 3 eneste der havde fået ideen at følge løberne rundt på ruten, så de havde lige misset mig et par gange. Men pyt med det, det var godt med lidt selskab på stigningen op fra Courmayeur og på det flade stykke frem mod opstigningen til Grand col Ferret. For mig var denne sektion noget af det bedste i løbet: tværs over dalen kunne man løbe og se Mont Blanc massivet med morgensolen på – eneste minus var at jeg løb i skyggen det meste af tiden.

Efter et lille nedløb til depotet i Arnuva stod den på opstigningen til det højeste punkt på ruten Grand col Ferret (2537 m), og jeg var glad for at være på vej op om formiddagen, da jeg havde det rimeligt varmt og tror det har været en varm omgang senere på dagen.

Nu kunne jeg heldigvis se højde på mit ur, for stigningen var lumsk ide man mange gange kunne tro at man var tæt på toppen, for så bare at se at der lige var en stigning til osv. Det hjalp også gevaldigt på humøret da jeg løb ind i Morten Schrøders fanklub på vejen, og så var det ellers bare at holde kæden stram og se at komme op til toppen.

På toppen tror jeg en af de lokale hjælpere prøvede at tage pis på mig, da han fortalte at der kun var 10 km til næste depot, altså ca. 45 min. Jeg kom dog ned, på lidt over 45 min, til depotet i La Fouly uden de store problemer. Jeg var noget bekymret for nedløbet fra col Ferret da det mere eller mindre er 20 km nedløb, og ikke lige noget der er nemt at træne for os danskere. Så jeg var faktisk glad for at nå frem til opstigningen til Champex.

Men det var også på dette stykke at ruten for at sige det pænt var mindre interessant: vi begyndte at løbe langs, nogle gange på, asfalterede veje, og på kedelige stier langs flodlejer. Og stigningerne var ofte ganske kedelige gennem skov og på brede stier – det var her jeg for første gang i et løb hev min mp3 afspiller frem for at holde humøret oppe. Det hjalp lidt, men jeg har ikke meget positivt at sige om stykket mellem Champex og sidste sidste stigning ind målet i Chamonix – det blev mere eller mindre til noget der bare skulle overstås.

Det var også her solen gik ned for anden gang, det er noget der godt kan mærkes på motivationen. Men humøret var faktisk ret højt, da jeg endeligt havde fundet et par englændere at løbe med: det er ikke mange ord man får ud af de lokale når man snakker engelsk med dem. Jeg løb med Peggy og Mark, og vi endte med næste at løbe om kap for at nå ned fra en top inden det blev mørk. Ikke fordi det betød noget som helst, men vi var alle glade for lidt afveksling. Men vi måtte dog indse at vi ikke kunne nå ned inden det blev for farligt pga. mørket, så vi hoppede af sporet og fandt pandelamperne frem.

Det gik så fint for Peggy og jeg, men Mark var uheldig og kom til at hive en ledning løs da han fiskede pandelampen op af rygsækken. Nu er reglerne jo at man skal have en ekstra pandelampe med, så jeg kunne ikke forstå han så så bekymret ud. Det kunne jeg så godt da han viste os lampen han havde med som reserve: en lille Petzl eLite. Jeg har selv brugt den som reserve på Hammer Trail, men det var fordi jeg vidste at jeg kom forbi depotet jævnligt. Det er noget lidt andet at skulle nå to toppe i alperne, og det med at løbe i lyset fra andre løbere er bare ikke noget der dur i længden.

Så jeg fik en ven for livet da jeg hev min Led Lenser H7 op og spurgte om han ikke ville låne den – og så løb vi videre. Der gik dog ikke så længe før Mark syntes vi løb/gik lidt for hurtigt, så Peggy og jeg begav os mod de to sidste toppe. Man kan ikke sige meget pænt om ruten før sidste top på vej ned mod Chamonix, men opstigningen til den var en hvor man fik lov til at knokle godt på store sten og klipper – og 600 højdemeter tager noget tid i det terræn.

Men Peggy hold humøret højt ved at fortælle at der godt nok var et par falske toppe, men så skulle vi bare løbe ned af en skipiste og så en tur rundt i Chamonix og så var det overstået. Det viste sig at den rute hun tidligere havde løbet var en de brugte i godt vejr :) Så vi blev smidt ud på et nedløb med godt med rødder og sten i starten, og udsigt til lysene i Chamonix. Til trods for at jeg syntes jeg løb godt til, føltes det som om det to evigheder inden jeg kom ned til byen. På vejen løb vi gennem denne cafe, som Ravn og jeg besøgte efter løbet, og der var den noget mere charmerede end efter midnat :)

1185953_10151760641986773_365870028_n

Men endeligt kunne jeg se en asfaltvej og så var det bare at nyde turen rundt i byen. Selv om kl. var 2 om natten var der faktisk stadig lidt liv, og de folk der var tilbage gjorde meget ud af at klappe, heppe og generelt lave lidt fest i gaden. Og et dejligt gensyn med kameramanden Dupont som stod klar til at løbe det sidste stykke ind mod mål sammen med mig mens han filmede løs. Efter at have set filmen er jeg sikker på der må have været et eller andet galt med kameraet, for jeg husker det bestemt som om der var gevaldig fart på de sidste par hundred meter, men det er svært at se :)

Så jeg kom i mål på lige under 33½ time, en tid jeg virkeligt var tilfreds med, og en placering som nr. 250 – ikke at jeg kan bruge det til så meget.

Evaluering

Som I nok kan fornemme har løbet været en stor oplevelse, men på samme tid må jeg indrømme at jeg var lidt skuffet over ruten. De første 2/3 var fantastisk smukke, den sidste 1/3 halvkedelig, og specielt i tørvejr var ruten på ingen måde teknisk svær og over ganske få passager hvor man lige skulle se sig lidt for.

Udstyret spillede bare, og jeg tror ikke der var meget jeg ville ændre hvis jeg skulle løbe løbet igen. Og kroppen klarede det også fint: min store bekymring var om lårene ville holde til belastningen med at løbe ned af, men det gik faktisk helt fint. Ikke at jeg ikke var brugt efter 168 km rundt i alperne, men jeg har været meget mere ødelagt efter andre løb, og jeg havde ikke problemer med vabler eller andet der kan genere under vejs.

Som I nok har gætte nu, så havde jeg ikke plads til mit kamera i rygsækken, men Morten Schrøder havde sit GoPro med rundt, og har lavet en lille film der meget godt viser de smukke dele af løbet.

Så hvis du bare er kommet for at læse om UTMB kan du godt stoppe her, for resten af indlægget er mere en evaluering af min ”trail-karriere” og planer for de næste par år. Og bare roligt, løbeskoen er bestemt ikke på vej på hyldet, og jeg skifter ikke til dart eller bowling.

Men når det er sagt, så syntes jeg at jeg har løbet rigtigt mange lange trailløb de sidste par år, og på den måde var UTMB en ”svendeprøve” for mig: at vise over for mig selv at jeg kan løbe et 100 mile løb i bjergene med godt med højdemeter uden at ende helt i hegnet. Og en vigtig del af dette er at kunne passe på en selv og håndtere de situationer der måtte opstå.

I år føler jeg lidt at nogle af løbene i år er ”kommet i vejen” for træningen – jeg ved godt dette kan lyde lidt bagvendt, men for mig er det løbeturene i hverdagen der er det vigtigste for mig, og der kan restitutionsfasen efter et hårdt 100 mile løb godt komme på tværs.

Så jeg vælger, hvis eller jeg kan sige nej til alle de spændende løb folk konstant snakker om, at begrænse antallet af løb jeg deltager i. Selv om jeg fx nød ugen i Chamonix, så har jeg svært ved ikke at tænke hvor sjovt det kunne have været at snøre løbeskoene hver morgen kl. 9, løbe en 4-5 timer rundt i bjergene med god fart på og så hjem og slappe af med god mad og benene oppe – og få mindst lige så naturoplevelser som jeg fik til UTMB. Og skulle jeg løbe et af løbene i Chamonix, vil jeg sige at TDS trækker væsentligt mere i mig.

Så jeg vil nok have mere fokus på denne form for oplevelser, og frem for at konkurrere med 2500 andre løbere, vil jeg hellere teste mig selv på en af de ”runder” som findes i fx. England/Irland.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>