Beretning fra HURT 100 på Hawaii

`AOLE MAKOU E HO’OHIKIWALE KELA
(WE WOULDN’T WANT IT TO BE EASY)

Slogannet for løbet siger vist det hele – og efter at have gennemført løbet kan jeg kun give dem ret. Her kan du læse og Moses og min tur til Hawaii januar 2013 for at løbe et 100 mile løb i en regnskov nord for Honolulu.

Kan et løb være det hårdeste man har prøvet og den største oplevelse?

For mig kan det sagtens, og dette løb lever klar op til begge krav: Jeg havde på ingen måde det perfekte løb, men løbet, events og stemningen omkring løbet og udfordringen gjorde at jeg havde en kæmpe oplevelse.

Kort om løbet

Som sagt er HURT et 100 mile løb i en regnskov nord for Honolulu. Løbet afvikles på en 20 mile rundstrækning der er opdelt i 3 ben. På hvert ben starten man nede og løber så op på rutens højeste punkt og så ned til næste depot (start/mål, Paradise Park og Nu’uanu). En del af ruten er out and back, dvs. man løber fra og tilbage på samme stier, og det betyder at man ser en del til de andre løbere. Totalt er der omkring 8500 højdemeter (altså de rigtige – dem opad).

Underlaget er en god blanding af rødder og sten og stort set ikke nogle “simple” stykker hvor man kan løbe uden at skulle koncentrere sig om hvor man sætter foden næste gang.

Når man læser på internettet om løbet finder mange billeder af alle de sten og rødder der er, men der er også dele af ruten der er rimelig løbbar – dog skal man som sagt stort set hele tiden se sig for. Der var også skrevet meget om vandpassager, men dem så vi ikke meget til – der var en før sidste depot hvor man skulle balancere over en håndfuld sten, men der var sat reb op så det var ikke noget reelt problem.

20130119244

Den “værste” af vandpassagerne

Meget af charmen ved løbet kommer fra at det er et bevidst “lille” løb med kun 130 deltagere. Der er heller ikke nogle store sponsorer ind over løbet, og man fornemmer virkeligt at der er en “familie” rundt om løbet og stemningen er meget hyggelig og afslappet til briefing, før starten osv.

Depoterne var en oplevelse i sig selv: Super hjælpsomme hjælpere og masser af forskellige typer mad og drikke – Moses og jeg var i starten lidt sure over de ikke havde Cola i start/mål depotet, men det viste sig at være fordi vi havde overset en køleboks på størrelse med et mindre badekar fyldt med is og sodavand :)

Optakten til løbet

Det er selvsagt lidt af en udfordring at rejse fra frost og sne i Danmark til høj sol og 25 grader på Hawaii, men Moses og jeg var på Hawaii tirsdag før løbet, og ud over tidsforskellen havde vi ikke de store problemer med vejret – det var noget helt andet at komme hjem igen til den danske vinter :)

Fredag havde Moses fået arrangeret at vi kunne være med til at afmærke en del af ruten, og det gav os mulighed for at få set ruten an. Vi brugte et par timer på dette, og det var meget rart at have set lidt af ruten inden vi startede løbet. Ikke mindst da vi mærkede starten af løbet op, og det meste af den første km var en lang stejl stigning med masser af rødder, der uden tvivl kunne have taget modet fra en hvis man ikke vidste at der på toppen kom et løbbart nedløb på den anden side. Og så fik vi at vide at nu vi havde hjulpet til med løbet har vi bedre chancer for at vinde et startnummer til lodtrækningen næste år – men jeg spring over :)

DSC_0002

 

265189_10200352091227115_21997693_n

 

Om eftermiddagen var der registrering og race briefing: registreringen var primært et spørgsmål om at få sat et kryds ud for ens navn og hente en goodie bag med nummer, t-shirt og lidt godter fra Gu. Vi fik også et lille “energi-armbånrd” vi kunne bære til løbet, og det motivere jo lidt når der står “Not for the weak” på det :)

Race briefingen var rigtig hyggelig, men der var ikke meget ny information hvis man havde læst materialet hjemmefra. Jeg kunne også meget godt lide deres tilgang til løbet om at det meste af ansvaret var vores: de ville ikke bruge tiden på fx at veje os, og det var op til os selv at få drukket nok osv. Ikke at de ikke gerne ville hjælpe os hvis der var problemer – men at det var op til os at tage ansvaret og så spørge om hjælp hvis der var behov for det.

DSC01022

Efter en times tid slentrede vi hjem til hotellet, og begyndte at pakke vores udstyr til løbet og eller slappe af.

Forberedelserne til løbet

Da løbet som sagt afvikles på en 20 mile rundstrækning med 3 depoter var der ikke så meget at tænke over mht. hvad man skulle have med. Jeg løb med en Ultraspire Kinetic  rygsæk, min Black Diamond Icon pandelampe og i et par Inov-8 Roclite 285. Ellers var det mest et spørgsmål om hvad vi skulle have liggende i de drop bags der stod i hvert af de tre depoter. Ud over energi, førstehjælp og batterier havde vi mest fokus på at holde fødderne i orden: ud over skiftesko havde vi været så heldige at få en ordentlig pose Teko sokker fra Outdoor Extreme Sport så vi kunne skifte efter behov.

Så var det ellers et spørgsmål om at ligge og slappe af, få spist en hurtig gang aftensmad og så ellers i seng og prøve at få sovet. Jeg sov rigtigt godt indtil uret ringede og så var det op og spise havregryn, få tøjet på og ned og hoppe i taxaen.

WP_20130119_002

Moses i gang med de sidste forberedelser på Facebook

 

Vi var klar ved start lidt før kl. 5:00 en dejlig morgen og havde en lille times tid der skulle slås ihjel inden starten gik – vi nåede heldigvis at få fat i et par havestole og der sad vi så og prøvede at slappe af.

10-15 min før start fik vi over til startområdet hvor der var en kort ceremoni inden start: der blev sunget nationalmelodi, fortalt lidt praktisk info og så ellers en masse halvdårlige vittigheder for at få tiden til at gå til starten gik kl. 6:00.

20130119118

Løbet

HURT er nok det løb jeg har været mest inde og ude af: der var tidspunkter hvor det hele virkede noget nytteløst og jeg virkeligt overvejede at stoppe – men heldigvis var stemningen i depoterne så god at man altid blev i kanonhumør hver gang jeg kom der ind at det hele lige pludseligt virkede realistisk at gennemføre.

Løbet startede i mørke, og ruten starter lige på med en god lang stigning med en masse rødder – så ved man ligesom hvad det her for noget om man i gang :) Vi tog det nogenlunde stille og roligt, og der var mange der blæste forbi os.

DCIM101GOPRO

Starten på løbet – dog i dagslys her

Heldigvis gik der kun en god times tid inden solen stod op og der var masser at nyt se på – både sten, rødder og godt med switch back op og ned-løb :) Når det er sagt, så er der også gode dele af ruten der er løbbar, men ud over korte stykker på asfalt/brede stier er man stort set hele tiden nød til at være meget fokuseret på hvor man sætter fødderne, så det er ruten der bestemmer rytmen man løber i.

Vi havde hjemmefra hørt at depoterne skulle være gode, men vi blev stadig overraskede da vi løbe ind i det første: en ting var at alle hjælperne havde valgt at klæde sig ud som pirater, men der blev heppet, klappet og råbt som var man en verdensstjerne hver gang man kom ind i et depot.

774172_324636130979464_839710435_o

Når man kom ind i depotet nåede man dårligt at stoppe op før der kom en hjælper og høre hvad man ville have fyldt i flaskerne og så kunne man bare stå og spise, proppe i lommerne og tage hvad man havde brug for i drop bagen indtil de kom tilbage med flaskerne, satte dem i lommerne på rygsækken og så blev man klappet ud på ruten igen.

Efter at have løbet en omgang på ruten stod et par ting klart:

  • Det kom til at blive en lang da på kontoret! Vi løb første omgang på lige over 5 timer, hvilket nok var lidt for hurtigt
  • De tre “ben” en omgang var delt op i var sådan at første ben var det hårdeste, og det sidste klart det nemmest
  • Vi havde været utroligt heldige med vejret: ruten var i det store hele tør, og jeg kan godt forestille mig at sektionerne med masser af rødder ville være en del mere udfordrende med mudder på skoene
  • Det var rart at en god del af ruten var out and back, for så havde man mulighed for at hilse på de andre løbere

774339_4959116809865_1928362336_o

Billedet her viser den mest “kendte” sektion på ruten – og den skulle man heldigvis over både den en og den anden vej hver omgang :)

Målet for dagen var at nå to omgange på ruten inden det blev mørkt igen, så to omgang i løbet af de 13 timer det var mørkt og så eller se hvad vi havde tilbage at skyde med på den sidste omgang søndag.

Nedløb til Nu’uanu mens det stadig gik fint

Nedløb til Nu’uanu mens det stadig gik fint

I løbet af dagen skete der ikke det store, og heldigvis var varmen ikke det store problem da stort set hele ruten var overdækket med træer eller bambus, men desværre begyndte jeg at få lidt problemer med højre lår når jeg løb nedad. Ikke at det var det store problem på dette tidspunkt, men jeg var noget bekymret for hvordan det ville gå senere i løbet.

Men stemningen var ellers god på det danske hold, og tingene gik stort set som planlagt: vi prøvede at spise og drikke så meget som muligt, prøvede at tage os den tid der skulle til i depoterne til at få skiftet sokker osv. men heller ikke hænge ud for længe.

Da solen gik ned – og så tæt på ækvator er det ikke som her hjemme med lange smukke solnedgange, her virkede det næste om nogen havde trukket stikket ud – var jeg nok spændt på hvordan det ville går at løb i mørket nu når man trods alt var blevet noget mere træt. Generelt gik det fint, men der er ingen tvivl om at man mere kom til at træde på nogle af rødderne som man ellers havde udgået i løbet af dagen.

Vi blev også begge overraskede over så trætte vi var i hovedet: normalt er det ikke det store problem at holde sig vågen frem til omkring 30 timer så længe kroppen er i gang, men her var vi godt brugte ud på natten efter 20 timer. Det hænger uden tvivl sammen med at man skulle fokusere så meget på hvor man satte fødderne hele tiden, men det var noget skræmmende da Moses og jeg kom løbende på et ellers ret karakteristisk stykke af ruten og simpelthen ikke kunne huske at have været der før.

Der var også stort mandefald i løbet af natten, også selv om arrangørerne havde gjort en del ud af at give os et par små overraskelser: lige pludseligt så vi lidt julepynt ude i skoven – der blev lige kigget et par gange for at checke at man ikke så syner og de havde også sat en 5-10 skilte ud i stil med dette med motiverende sætninger.

408180_512100848834659_1881605559_n

Mit lår fik det bedre på tredje omgang, men på den sidste omgang om natten begyndte jeg virkeligt at have problemer med at løbe nedad – og det er der trods alt en del af på ruten. Da vi nærmede os andet depot kunne jeg se at jeg sænkende Moses en del og han kunne løbe meget hurtigere ned af end jeg kunne, så vi blev enige om han bare skulle løbe.

Der er mange fordele ved at løbe sammen – ikke mindst selskabet – men det giver efter min mening ikke mening at hænge på hinanden når forskellen i tempoet bliver for stort. Og selv om det godt nok virkede som om der var langt hjem da Moses løb af sted, så er jeg sikker på det var den rigtige beslutning. Alene kunne jeg lægge gå pauser ind i nedløbene og give den “fuld gas” opad – altså så meget fart som der nu er på efter 24 timer :)

Ud over hjælperne i depoterne var der også såkaldte “safty patrols” på ruten. Deres officielle opgave var at hjælpe hvis folk kom til skade og check om afmærkningen var faldet ned osv. – men mindst lige så vigtigt for os løbere var de fantastiske til at lave noget fest og larm ude på ruten når der kom løbere forbi og de var fantastiske for motivationen.

774892_324636740979403_2050313918_o

Vi lærte så også undervejs at på Hawaii fist bumper man når man løber forbi hinanden – ikke noget med high five som vi troede i starten hvilket gav et lidt fesent resultat indtil vi lige lærte de lokale skikke at kende.

På slutningen af 4 omgang var humøret virkeligt i bund da låret spillede op, og jeg gik et stykke og overvejede om jeg skulle smide nummeret i depotet for at være sikker på ikke at blive alvorligt skadet – men på den anden side var der jo “kun” ca. 35 km tilbage, og det kunne jeg jo om ikke andet gå og stadig nå inden for tidsgrænsen. Og når nu jeg var rejst hele vejen om på den anden side af jorden virkede det for dumt ikke at give det en chance og se hvordan det gik. Så jeg skyndte mig at komme ind og ud af start/mål depotet og ud på sidste omgang – og det var dejligt at smide pandelampen i dropbagen og vide at det ikke blev mørkt igen.

Da jeg var kommet op på det højeste punkt på 1. ben af ruten følte jeg mig sikker på at jeg nok skulle komme igennem hvis ikke jeg kom ud for et uheld – men det er jo både godt og skidt for så skal man kæmpe endnu mere for at holde kæden stram og ikke begynde at gå alt for meget.

Der blev gået meget på sidste omgang, men mentalt er der noget meget løftende i at kunne sige at “det var så sidste gang” når man var fx kommet ned af et langt nedløb – og så var det også dejligt at kunne takke hjælperne i depotet og på ruterne for deres hjælp.

Og det var en fantastisk oplevelse at komme løbende ned mod mål-depotet og høre folk begynde at heppe på en og løbe en til skiltet der markerede at man var i mål. 33:20 virker nok umiddelbart ikke som en imponerende tid for et 100 mile løb, men jeg er fuldt ud tilfreds med det.

Efter løbet

Mandag aften var præmieoverrækkelse og fest – heldigvis først om aftenen, så vi havde en chance for at få sovet igennem.

Igen var stemningen i top, og det var en dejlig kombination af sjov og alvor: der blev delt præmier ud til de 3 hurtigste mænd og kvinder, fortalt historier fra løbet og delt specielle trøjer ud til der havde løbet forkert og derfor for langt.

DSC_0021

Et meget godt eksempel er dette skilt som sidste mand i mål fik med teksten “Dead Fuckin’ Last!”: både stor respekt for at han nok er den der har arbejdet hårdest for at komme igennem og på samme tid med et glimt i øjet.

67418_512461625465248_1838750427_n

Os der havde gennemført HURT 100 for første gang fik også hver vores Hawaii skjorte så vi kunne føle os hjemme :)

Efter festen var det tilbage på hotellet – hvor Moses skulle pakke færdigt da han skulle flyve tidligt tirsdag morgen, mens jeg smuttede tidligt i seng og havde hele tirsdagen til at lege turist i Honolulu inden jeg satte mig i flyveren og den lange tur hjem til kolde Danmark.

Konklusion

Ingen tvivl om HURT har været det hårdeste løb jeg har løbet – men på samme tid den største oplevelse.

Ud over den store oplevelse at løb i mål til skiltet “We wouldn’t want it to be easy” – og bare roligt, det var det heller ikke – så vil en oplevelse fra løbet være den som jeg tænker tilbage på som et sigende eksempel på hvad der gør HURT til et specielt løb:

Da jeg hoppede over vandløbet ved depotet ude ved Nu’uanu 4. gang blev jeg mødte af en hjælper der stod og heppede og spillede mundharmonika og virkede som om han netop havde stået der hele natten bare lige for at se netop mig komme løbende ind i depotet og jeg lige havde reddet hans dag. Nu er der ingen tvivl om at det var ham der reddede min dag, men den slags opbakning er uvurderlig og gjorde løbet til en hel speciel oplevelse.

Efter en lang dag på kontoret

Efter en lang dag på kontoret

Billederne har på siden er fra en del forskellige fotografer: Moses, Augus To, Rob Lahoe og mig selv.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>